Vegansk desserttærte

Vegansk desserttærte - opskrift på en skøn vegansk sommerdessert med kokosmælk og bær. Super nem at lave og den skal ikke bages.

Vegansk desserttærte / vegansk sommerdessert opskrift (glutenfri)

En skøn cremet (og glutenfri) vegansk tærte til desserten lavet på basis af kokosmælk og med agar agar pulver som erstatning for husblas.

Det lyder måske sært og lidt indviklet (især med agar agar, som jeg fortæller lidt mere om nedenfor). Men den er SUPER nem at lave, og den skal ikke bages. I ren arbejdstid tager det ikke meget mere end 20 minutter at lave den. Og den kræver ikke mange ingredienser. 

Bunden er på basis af dadler, hvor mandler/nødder, solsikkekerner og poppet amarant giver et lækkert crunchy pift til både smag og konsistens. Og så kan du lave en vegansk desserttærte, der ser ud helt som du ønsker. Hvid (naturel), blålig (blåbær el. solbær) eller rødlig (en bærsymfoni eller hindbær, jordbær eller ribs).

vegansk dessert opskrift med agar agar
vegansk tærte dessert opskrift

Glutenfri vegansk desserttærte der ikke skal bages - no bake

Det bliver faktisk ikke meget nemmere (og hurtigere), for denne opskrift på en glutenfri vegansk desserttærte, skal ikke bages. Ingredienserne til bunden, skal bare en tur i blenderen. Så skal det presses godt ned i springformen, og en tur i fryseren imens du laver fyldet. Easy peasy..

Hvis du skal servere en vegansk sommerdessert, hvor der er kræsne børn til stede, så blend bunden til atomer. Så er der ingen, der kan se hverken nødder, solsikkekerner eller amarant.

Tærtefyld med agar agar pulver - og hvad er det så?

En vegansk desserttærte med tærtefyld med agar agar pulver!!?? Hvad dælen er agar agar mon. 

Agar pulver er en genial vegansk erstatning for husblas/gelatine. Det er lavet af alger, men det smager bestemt ikke af hav. Det er helt smagsneutralt. Man bruger det ved at røre det i kold væske, der så koges op i nogle minutter. Og så tilsætter man det meget hurtigt til f.eks. tærtefyld i en blender, blender det sammen, og skynder sig så at få fyldet i formen. Det stivner nemlig temmelig hurtigt, når det begynder at køle ned.

Tærtefyld med agar agar er dog lidt en udfordring, når man starter ud med at eksperimentere med det. (Skulle jeg hilse og sige). For hvis man bruger for meget af pulveret, giver det en alt for gele-agtig konsistens. Så man skal ramme det helt rigtigt. Og efter en del mislykkede forsøg, fandt jeg frem til den rette mængde. Det er der så kommet denne opskrift på en drønlækker og super nem vegansk desserttærte ud af.

Fordi agar agar er et must i det veganske køkken,  har jeg selvfølgelig fået det hjem til mit Nutty Vegan-brand. Så du finder det på min webshop (til vel nok Danmarks bedste pris). Nutty Vegan agar agar >>

vegansk sommerdessert opskrifter med agar agar
vegansk desserttærte med kokosmælk og agar pulver

En vegansk sommerdessert - med eller uden bær

Som du kan se på billederne, kan du variere denne opskrift på en vegansk desserttærte ud fra dine præferencer. Personligt er jeg mest pjattet med den, når man blender bær sammen med kokosmælken, og især de lidt syrlige bær som ribs. Det giver et godt modspil til den søde smag af kokosmælk og sirup, og den sødmefulde daddel-bund. 

Men.. når det er sagt, så er den anden version også super god. Her kan du også være lidt ekstra kreativ (som med den første), og dumpe en god håndfuld hele, friske bær i selve tærtefyldet. Men uden, er den nok mest børnevenlig.

Til gengæld er jeg selv pjattet med ‘fløde’skum, så det serverer jeg også gerne til. Hvis jeg kan finde piskbar havrefløde, bruger jeg det. Men ellers er Alpro’s piskbare soyafløde jo tilgængelig i de fleste supermarkeder. Så det er super nemt at servere vegansk flødeskum til en vegansk sommerdessert.

Vegansk desserttærte - opskrift

Arbejdstid: Ca. 20 minutter

Køletid efter den er samlet: Mindst 1 time (gerne længere)

Opskriften giver en vegansk desserttærte / vegansk sommerdessert til 6-8 personer. Jeg har brugt en springform på 18 cm i diameter.

Bunden:

200 gram bløde dadler

(blød dem evt. op i vand inden, så de er rigtig bløde i konsistensen, men husk at dræne vandet godt fra igen.)

1 dl hakkede mandler el. hasselnødder

1 dl solsikkekerner

1 dl poppet amarant (erstat evt. med flere solsikkekerner/nødder/mandler)

(poppet amarant findes bl.a. på min webshop)

3 spsk kokosolie (smeltet)

Fyldet:

2 dåser kokosmælk

3/4 dl plantedrik (jeg bruger soyadrik med vanilje)

3/4 dl kokosmel (kan udelades, tilføjer lidt ekstra kokossmag)

½ dl lys sirup (evt. agavesirup el. kokossirup)

½ tsk himalayasalt el. havsalt 

2½ tsk agar agar pulver

(du finder selvfølgelig Nutty Vegan agar agar pulver på shoppen – til vel nok DK’s bedste pris)

150 gram frosne eller friske bær (kan udelades) + en god håndfuld friske blåbær (eller ribs el. solbær), hvis du gerne vil have hele bær i, som på billederne. (75-100 gram).

PYNT:

Jeg hev lidt nelliker fra haven (som IKKE kan spises – de bruges kun til pynt) til den veganske desserttærte med bær. (+ lidt pisket sojafløde med blendede bær til at smøre på toppen).

Til den anden veganske sommerdessert tærte brugte jeg friske blåbær og pisket sojafløde (med lidt vaniljesukker i) som ekstra guf. Så det kommer lidt an på, hvad du selv er til. (Og hvor kreativ du har lyst til at være 😉 )

Fremgangsmåde - vegansk tærtebund - no bake:

Hak mandler/nødder lidt og hæld så alle ingredienser til bunden i en foodprocessor/minihakker. Blend til det samler sig som en masse. (Blend ekstra meget, hvis man ikke skal kunne se nødder, kerner osv.)

Sæt bagepapir på bundstykket af en springform (18 cm i diameter), og sæt selve ringen rundt om. Pres fyldet ned i bunden, så det er jævnt fordelt.

Sæt den i fryseren (eller bare køleskabet) til du er klar med det veganske tærtefyld.

Hvis du skal have hele friske bær i din veganske sommerdessert-tærte, er det en god idé at stille dem klar ved blenderen. De skal selvfølgelig ikke blendes, men det er ovre ved blenderen, at du pludselig skal arbejde hurtigt.

Fremgangsmåde vegansk tærtefyld med agar agar:

Hæld kokosvandet fra den ene af dåserne med kokosmælk i en kasserolle/lille gryde.

Hæld det tykke kokoslag (det der sidder øverst i dåsen) i en blender og tilføj hele indholdet af den anden dåse kokosmælk + sirup, bær, salt og kokosmel. Blend til massen er ensartet.

I kasserollen med kokosvandet fra den ene dåse tilsætter du 3/4 dl plantedrik + 2½ tsk agar pulver. Pisk det sammen med et piskeris og kog det så op, så det simrer i 3-4 minutter. Pisk hele tiden, for ellers sætter det sig fast i bunden.

Så skal det gå lidt (meget) tjept: tag tærtebunden ud af fryseren og sæt den hen til blenderen.

Tilsæt den opvarmede agar-masse til blenderen og blend så i 10-20 sekunder til agarmassen er fordelt i kokosfyldet.

Hæld massen over i tærteformen/springformen. Dump de friske hele bær jævnt ned i fyldet, inden det sætter sig. Det går nemlig meget stærkt.

Sæt film over springformen og stil den på køl i mindst 1 time – gerne til dagen efter.

Faktisk sætter agarfyldet sig uden køl. Men det er nu mest lækkert at servere en kølig vegansk desserttærte. Især om sommeren. 

Det er super nemt at får formen af, når den er kølet ned.

Brug evt. en bøjelig dejskraber rundt langs kanten af fyldet, og tag så den øverste springform af.

Idet du har beklædt bunden med bagepapir, og bunden er blevet hård efter at have været på køl, kan du nemt hive papiret af, uden at tærten knækker. (Bare hold en hånd under den ene del, imens du trækker papiret af med den anden hånd). Og så skal den selvfølgelig på et kagefad eller en tallerken.

Toppingforslag til en vegansk sommerdessert -tærte:

Pisk evt. 1 dl piskbar havre- eller sojafløde (fås i de fleste supermarkeder) og 1 spsk vaniljesukker. Fordel på toppen af tærten, eller sprøjt det ud med en sprøjtepose.

Hvis du gerne vil have lyserød ‘fløde’skum, kan du tilsætte blendede bær.

Pynt evt. med friske blomster eller friske bær. (eller evt. hakkede nødder og hakket (vegansk) chokolade).

Tip: tærten kan snildt holde sig tildækket i køleskabet i en uges tid.

vegansk desserttærte opskrift med agar agar pulver
vegansk desserttærte opskrift med agar agar
vegansk desserttærte med kokosmælk og agar pulver
vegansk sommerdessert opskrifter med agar agar
veganske opskrifter på vegansk mad
veganske opskrifter og vegetaropskrifter

Find de nyeste opskrifter på de sociale medier:

vegansk slik

Vegansk slik

Vegansk slik kan være helt almindeligt slik, som du finder i supermarkedet. Få hjælp til at finde hoved og hale i vegansk og vegetarisk slik. Her har du lister over begge dele.

Læs mere »

Er du glad for veganske opskrifter?

Så følg med på Facebook og Instagram.
Her får du masser af nemme og lækre veganske opskrifter.
Og så kan du også følge med i, hvad der lanceres af spritnye veganske produkter i supermarkederne.
vegansk mad opskrifter til kødfri dag

Det staves GRIS

IKKE SKINKE. IKKE BACON. IKKE PØLSE!

veganske opskrifter og vegetaropskrifter
Louise
Louise

Jeg er en nysgerrig madentusiast, der er pjattet med at afprøve og lave nye veganske opskrifter.
Ikke mindst at prøve nye veganske produkter og præfabrikerede fødevarer af...
Sidens indhold bliver løbende opdateret - også i forhold til jeres spørgsmål og kommentarer.

Har du kommentarer? Eller har du spørgsmål?
Så giv den gas herunder: