Veganske pølsebrød (eller hotdogbrød om du vil) – en opskrift der er nem at lave.
Pølsebrødene får en dejlig sprød skorpe og bliver perfekt luftige indeni.
De veganske hotdogbrød/pølsebrød er super børnevenlige. Drengene herhjemme er i hvert fald tossede med dem, og vi har serveret dem til fødselsdage (hvor der også var børn) med stor succes.
Ælt dejen GODT igennem
Hvis dine veganske pølsebrød skal blive gode, er det vigtigt, at dejen hæver i mindst 1 time. Men det er også vigtigt, at du får æltet dejen godt igennem. Jo længere du ælter dejen, jo bedre får melet lov at arbejde. Det er dét, der giver en luftig kerne, og det gælder reelt set uanset hvilke brød, du bager.
Veganske pølsebrød uden æg, mælk og smør
Det giver jo sig selv, at denne opskrift på veganske pølsebrød laves uden æg, mælk og smør.
Det er faktisk nemt at bage vegansk brød uden æg og mælk. Det er nemlig forholdsvist sjældent, at der skal æg i brød, og mælk skifter man bare ud med vand eller plantemælk. I denne opskrift bruges der helt almindelig postevand.
Smør er endnu nemmere at erstatte, for når en opskrift kræver smør, erstatter man bare med olie, vegansk smør eller plantemargarine. Denne opskrift på veganske pølsebrød er lavet med olie.

Veganske pølsebrød - opskrift
Arbejdstid: 15 minutter
Hævetid i alt: 1½ time
Bagetid: 18-20 min.
Opskriften giver 18-20 veganske pølsebrød /hotdogbrød.
- 50 gram gær
- 4 dl. vand
- 550 gram hvedemel (vælg gerne en mel med mindst 12 gram protein per 100 gram. Så bliver pølsebrødene mere luftige)
- 200 gram grahamsmel
- 1 tsk salt
- 1 spsk sukker
- 3/4 dl. olie
- 3/4 tsk kardemomme
Fremgangsmåde:
- Rør gær ud i vandet.
- Tilsæt salt og sukker - rør til gær, salt og sukker er helt opløst.
- Tilsæt kardemomme og olie.
- Bland grahamsmel og hvedemel og hæld det i lidt efter lidt, imens du begynder at ælte det sammen - eller lad køkkenmaskinen klare arbejdet.
- Jo længere tid du ælter dejen, jo mere luftige bliver dine hotdogbrød.
- Lad dejen hæve i en time.
- Del dejen i 2 lige store portioner og rul hver portion ud til en pølse.
- Del hver pølse i 9 stykker.
- Ælt hvert stykke og form dem som et pølsebrød.
- Beklæd en bageplade med bagepapir .
- Læg hvert veganske pølsebrød i en bradepande med ca. 5 cm mellemrum mellem hver.
- Den korte afstand mellem brødene gør, at brødende kan brækkes fra hinanden efter endt bagning.
- Læg et rent viskestykke over brødene og lad dem efterhæve i ca en halv time.
- Pensl brødene med vand.
- Sæt brødene i en forvarmet ovn på 190 grader
- Lad brødene bage i ca. 18-20 min.
- Tag brødene ud, og lad dem køle lidt af på en rist.
- Når brødene er kølet lidt, brækkes de fra hinanden.


FAQ
Folk spørger tit om:
Pølsebrødene kan sagtens fryses. Så er det bare på brødristeren, grillen eller i ovnen, inden du serverer dem igen.
Der kommer snart en super god opskrift på hjemmelavede veganske pølser – så stay tuned. Jeg er bare ved at finjustere den 😉
Jeg har lavet en liste over, hvor man kan købe veganske pølser i supermarkederne – og hvilke typer og brands der findes pt. Listen opdateres løbende. Se den her.
Personligt anbefaler jeg anammas pølser til vegansk hotdog.