Vegansk sloppy joe burger opskrift (video med fremgangsmåde nedenfor)
Nogle gange er der bare ikke noget som en omgang (veganske) sloppy joes. En burgerbolle med fyld af (vegansk) kødsovs er ekstremt børnevenlig (og tømmermændsvenlig), og egentlig bare super lækker.
I en sprød burgerbolle (opskrift på veganske burgerboller her) med snask – måske med rå løg, ketchup og syltede agurker – er det faktisk en sund ret. Fordi det er en vegansk sloppy joe burger…
Hvis du ikke lige ved, hvor man kan finde sojagranulat, har jeg fået det hjem til Nutty Vegan webshoppen.
Kødsovs af sojagranulat i en vegansk sloppy joe burger
Jeg bruger altid det geniale sojagranulat, når der står vegansk sloppy joe burger på menuen. Jeg er super pjattet med sojagranulat (der også kaldes soya fars) – især som vegansk kødsovs. Det er et fantastisk vegansk alternativ til hakket oksekød, der med krydderier får både smag og konsistens som helt almindelig kødsovs. Det har jeg også drengenes meget sandfærdige ord for.


En sund vegansk burger
En vegansk sloppy joe burger af sojagranulat er en sund vegansk burger. Eksempelvis er der i Veganz’ sojagranulat 50 gram protein pr 100 gram.
Samtidig er det ekstremt nemt at lave vegansk kødsovs af sojagranulat, og smagen er i topklasse.
Se en video med fremgangsmåden her:

Vegansk sloppy joe burger - opskrift
Tilberedningstid: 10-15 minutter
Denne opskrift på vegansk sloppy joe burger er nok til 4 personer
Ingredienser til vegansk kødsovs:
125-150 gram sojagranulat
– 125 gram er nok til 2 voksne og 2 børn – 150 gram er nok til 4 voksne (du finder det bl.a. i min Nutty Vegan shop: 500 gram 32,95 kr.)
- Vand til iblødsætning + ½ grøntsagsbouillonterning
- 1 finthakket løg
- 1-2 fed hvidløg (kan udelades)
- 1 dåse/brik hakkede tomater eller tomatpassata (ca. 400 ml)
- Krydderier efter smag (vi bruger næsten altid 1-2 spsk smoked paprika, 1 tsk spidskommen og 1 spsk gærflager)
- 2 spsk olie til svitsning
- 2-3 tsk kulør til madlavning (det giver den 'rigtige' farve)
- Smag til med salt og peber
- TIP: Hvis du plejer at spæde almindelig kødsovs op med revet gulerod eller andre grøntsager, så vil det jo bare gøre en sloppy joe burger endnu mere sund. Det gør vi også - nogle gange...
Fremgangsmåde: kødsovs til vegansk sloppy joe burger:
- Hæld sojagranulat i en skål eller gryde sammen med bouillonterningen, og hæld rigeligt med kogende vand over.
- Lad det trække i ca. 5 minutter.
- Hak løg og hvidløg fint og svits det af i olie i en gryde.
- Tilsæt revet gulerod el. andre grøntsager (hvis det skal i) sammen med krydderier og svits et par minutter mere imens du rører rundt.
- Dræn sojagranulatet i en si, og hæld det drænede granulat i gryden sammen med madkulør og rør det sammen.
- Tilsæt de hakkede tomater/tomatpassata og og bring det i kog, imens du rører rundt.
- Smag til med salt og peber - og så er det ellers klar til servering i en god vegansk sloppy joe burger
Server evt. med:
- Rå løg
- Syltede agurker
- Ketchup
FAQ
Folk spørger tit om:
Kan man fryse kødsovsen?
Du kan sagtens fryse vegansk kødsovs af sojagranulat. Den kan snildt holde sig nogle måneder i fryseren i en frysepose eller fryseegnet beholder. Så bare lav dobbelt portion.
Hvor kan man finde sojagranulat?
Du finder sojagranulat/ tørret soya fars på min veganske webshop. 500 gram sojagranulat 32,95 kr.:
Ellers findes det i eksempelvis Bilka, Føtex, Kvickly og Superbrugsen. Og bestemt også i Irma.
Det koster mellem 18 og 35 kroner for mellem 125 og 175 gram sojagranulat i dagligvarebutikker og supermarkeder.
Hvad er sojagranulat?
Sojagranulat er lavet af sojabønner. Det er tekstureret mel af sojabønner, hvor også olien er presset ud. Derfor er der også rigtig mange proteiner i, meget lidt fedt og gode kostfibre.
Læs en hel artikel om sojagranulat/soya fars her.