Vegansk madbrød opskrift
Hvis du er pjattet med et lækkert stykke brød med sprød skorpe og super luftig krumme med bid i – så er disse madbrød lige noget for dig.
Det gør det selvfølgelig ikke ringere, at de også er nemme at lave. Du skal bare lave dejen et godt stykke tid i forvejen – mindst 6 timer og gerne mere. Lav gerne dejen om morgenen, hvis det skal serveres om aftenen. Og så kan du se frem til at servere et lækkert vegansk madbrød. Faktisk 2 – for denne opskrift giver 2 stk.
Vegansk madbrød med topping
Et vegansk madbrød skal jo også gerne se indbydende ud. For at give lidt ekstra smag, og for at give et pift til udseendet, kan du drysse groft Himalaya salt og lidt rosmarin på toppen, eller skære oliven i ringe, og lægge dem på. Har du flagesalt eller måske en mere krydret type groft salt, så er det helt bestemt også en god ide.
Og så er der det med den spændstige krumme – for ja, der er brugt hvedegluten til denne opskrift på vegansk madbrød.
Hvordan er det nu lige med hvedegluten?
Jeg er ovenud begejstret for hvedegluten – det er vidst ingen hemmelighed. Ud over at det selvfølgelig er hovedingrediensen i seitan (veganske pølser, bøffer, pulled kylling mv), så giver lidt hvedegluten i bagværk en fantastisk spændstig og ikke mindst luftig krumme. Læs meget mere om hvedegluten på min Nutty Vegan webshop her >>
Og det er heldigvis drøjt i brug, så du kommer rigtig langt med 100 gram i en opskrift på brød. Faktisk skal du kun bruge 75 gram hvedegluten i denne opskrift på vegansk madbrød. Og du får 2 store brød ud af det.
Vegansk madbrød - opskrift
Arbejdstid: Ca. 10 minutter
Hævetid: Mindst 6 timer – gerne mere
Bagetid: Ca. 25 minutter
Opskriften på vegansk madbrød giver 2 gode brød - rigeligt til 8 personer. (Og de kan fryses ned).
Ingredienser til dejen:
½ liter vand
15 gram gær
1 tsk citronsaft (hjælper hæveprocessen)
500 gram hvedemel
75 gram hvedegluten
(info om hvedegluten her eller ovenfor)
10 gram salt (gerne kværnet/fint Himalaya salt el. havsalt – giver en ekstra god smag)
Forslag til topping:
Pensl med godt med olie (f.eks. olivenolie)
Oliven i skiver + lidt groft Himalaya Salt (se eksempel på det ene brød på billederne)
Tørret eller frisk rosmarin + groft Himalaya Salt (se eksempel på det andet brød på billederne)
Fremgangsmåde vegansk madbrød:
Vand, gær og citronsaft røres sammen i en stor skål – rør til gæren er opløst.
Bland hvedemel med hvedegluten og salt.
Mix de tørre ingredienser sammen med de våde med en gaffel (ja, en gaffel), indtil alt melet er i kontakt med væden.
Lad dejen hæve tildækket i mindst 6 timer (lav evt. dejen om morgenen). Jo længere hævetid, jo mere luftige bliver brødene.
Tænd ovnen på 250 grader.
Drys en håndfuld hvedemel ud på køkkenbordet og vend dejen rundt i det. Dejen er meget våd/klæg, så det er smart at vende den rundt med en dejskraber.
Del dejen i 2 lige store stykker, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
Stænk/pensl olie på toppen, og drys groft Himalaya salt og rosmarin – eller groft salt og olivenskiver – på toppen.
Bag brødene i ca. 25 minutter på midterste rille – til skorpen er gylden og sprød.
Og så kan du ellers servere super lækre veganske madbrød.
De kan sagtens fryses ned, og så kan du lune dem i ovnen eller på brødristeren, når du skal bruge dem.