Vegansk lasagne – opskrift
(se fremgangsmåde til vegansk ‘kød’sovs og vegansk mornay sauce på video nedenfor)
En nem opskrift på vegansk lasagne, der rent faktisk smager af lasagne.
Her har du både en opskrift på vegansk mornay sauce, og vegansk ‘kød’sovs, der er super nemt at lave af sojagranulat.
Jeg bruger efterhånden sojagranulat til rigtig meget, for det er et fantastisk nemt alternativ til hakket kød. Og det er nok den vigtigste ingrediens i lige denne opskrift på vegansk lasagne.
Der kommer snart en anden opskrift op med vegansk lasagne, hvor jeg bruger hjemmelavet vegansk fars i stedet. Så stay tuned…
Vegansk lasagne - hjemmelavet (sådan da)
Det er en 100% vegansk lasagne, men den er ikke 100% hjemmelavet. Jeg har brugt færdigkøbt vegansk revet ost som topping, for det er knap så nemt at lave selv…
Jeg har også brugt færdigkøbte lasagneplader, der ikke indeholder æg og mælk. Faktisk er mange færdigkøbte lasagneplader veganske, så der er ingen ‘ko’ på isen der. Du kan altid bare tjekke deklarationen på æsken.
Vil du lave hjemmelavede lasagneplader, har jeg en super god og nem opskrift på vegansk pasta her.
Smag og konsistens er helt perfekt
Hvem skulle have troet, at man nemt kan lave en vegansk lasagne, der smager som en ‘almindelig’ lasagne!? Ikke mig, men det er nu bevist.
Og så er konsistensen helt igennem perfekt. Sojagranulatet smager som hakket kød, den får en lækker oste-agtig smag og skorpen bliver sprød.
Dog må jeg indrømme, at vi har lidt problemer med at få det veganske ost til at smelte.. Men det er vidst en generel tendens med revet ost, når det er vegansk. (Se evt. min anmeldelse af revet ost fra VioLife her).
Vegansk Mornay sauce /bechamel sauce til vegansk lasagne
Der skal selvfølgelig vegansk mornay sauce / bechamel sauce til en vegansk lasagne. Her kan du enten bruge de geniale gærflager til at give ostesmagen (du finder mine Nutty Vegan gærflager på min veganske webshop), eller du kan smelte revet ost i sovsen. Revet ost smelter langt nemmere i sovsen end på toppen af lasagnen. Men overvej gærflagerne – især hvis du påtænker at spise mere vegansk.
En genial og super nem opskrift på vegansk kødsovs
Første gang jeg introducerede vegansk lasagne herhjemme, vidste jeg godt, at jeg ikke skulle fortælle drengene, at det var en vegansk lasagne. For så havde de været skeptiske (de er ‘gode’ til at dømme på forhånd). Så jeg lod være – lige indtil sidste bid af deres 3. portion var røget ned med stor velbehag. De havde slet ikke bemærket, at det ikke var kødsovs af oksekød.
Og jeg skulle hilse og sige, at de ellers er ekstremt skarpe til at opfange den slags.
Så dommen er ude. Dette er en opskrift på vegansk lasagne, der smager 100% som en almindelig lasagne med oksekød.
Fordi sojagranulat er så fantastisk, valgte jeg også at få det hjem til webshoppen fra Veganz. Du finder Veganz’ sojagranulat her >>
Vegansk lasagne - opskrift
Tilberedningstid: ca. 25 min.
Bagetid: 35-40 min.
Hviletid: 10 min.
Det er en stor portion vegansk lasagne – rigeligt til 4 personer og så er der sandsynligvis også rester til madpakken.
- 1½ dåse eller brik hakkede tomater ca. 600 ml.
- 3 dl. vand
- 125 gram tørret sojagranulat (500g 32,95 kr i shoppen her >>)
- 1 stort løg - finthakket
- Ca. 10-12 lasagneplader (vi bruger gerne fuldkornslasagneplader - uden æg i selvfølgelig)
- 3-4 gulerødder - revet
- 2 spsk. smoked paprika
- 2 tsk. spidskommen
- 1-2 tsk. oregano
- 2 tsk. salt + det løse
- Lidt olie til svitsning
- Eventuelt 1-2 tsk. chili eller cayennepeber - hvid du vil lave en mere spicy vegansk lasagne.
- 100-150 gram vegansk revet ost til topping (jeg er pjattet med Violifes)
- Evt. rasp til at drysse på toppen til sidst for ekstra sprødhed.
Vegansk mornay sauce ingredienser:
- 100 gram vegansk revet ost - eller 3-4 spsk gærflager (findes i shoppen her)
- 4 dl. plantedrik (neutral smag) - vi bruger stort set altid havredrik
- 3-4 spsk. olie
- 2-3 spsk. hvedemel
- ½ tsk. revet eller knust muskatnød
- ½ tsk. hvid peber
- Smages til med salt
Vegansk lasagne – fremgangsmåde vegansk kødsovs (se også video ovenfor):
- Hak løget fint og riv gulerødderne. Svits det så af i en gryde (en stor gryde - for resten af ingredienserne skal også i på et tidspunkt) - med lidt olie (ca. 1 spsk. olie).
- Tilsæt smoked paprika, spidskommen, 2 tsk. salt og oregano og rør det i.
- Blend de hakkede tomater - eller lad tomatklumperne blive, hvis du foretrækker det. Vi plejer at lade dem blive, som de er.
- Hæld de purerede (eller hakkede) tomater i gryden og tilsæt de 3 dl. vand. Varm det op til det koger.
- Hæld sojagranulat i tomatsaucen, lade det koge i et par minutter, og tag det af varmen. Sørg for, at alt sojagranulat er dækket af saucen. Granulatet vokser, når det kommer i væde. Lad det trække i ca. 10 minutter.
- Så har du 'kød'saucen til din veganske lasagne - og så skal du i gang med mornay saucen, imens kødsaucen trækker.
- TIP: Idet sojagranulat er en anelse lysere i farven end almindeligt hakket oksekød, kan du tilsætte 1 tsk. madkulør i tomatsaucen og røre det i. Så vil jeg næsten garantere, at ingen kan se eller smage, at det ikke er en 'normal' lasagne. Heller ikke børnene.
Fremgangsmåde vegansk mornay sauce (se også video ovenfor):
- Find en gryde og tænd på middelhøj varme. Hæld de 3 spsk. olie i og varm det op. Tilsæt så 2 spsk. mel og pisk det sammen.
- Tilsæt stille og roligt de 4 dl. plantemælk, imens du pisker godt.
- Når al plantemælken er rørt i, og du får det op og koge, tilsætter du det veganske revede ost, og pisker det godt sammen.
- Tilsæt muskatnød, 1 tsk. salt, ½ tsk. hvid peber og eventuelt gærflager (kan udelades), og pisk det ind i saucen.
- Lad det simre i et par minutter, og smag så til med lidt mere salt og/eller hvid peber, hvis du synes, at det mangler.
Så skal din veganske lasagne lægges sammen:
- Forvarm ovnen til 200 grader alm. ovn.
- Er tomatsaucen med sojagranulaten blevet lidt for tyk, kan du evt. røre ½ dl. ekstra vand i. Lasagnepladerne kommer jo til at suge en del af væden, så næsten hellere for tynd end for tyk.
- Afhængigt af størrelsen på det fad, du vil bruge, kan du lave 2 eller 3 lag med lasagneplader.
- Så øser du først et lag vegansk kødsauce i, og så et lag vegansk mornay sauce. Og så dækker du det med lasagneplader. Og sådan fortsætter du. Du skal selvfølgelig være opmærksom på at gemme nok mornay sauce til top-laget, ellers bliver det en pænt tør skorpe.
- Når du har lagt din lasagnen sammen, drysser du vegansk revet ost ovenpå. Og drysser rasp på til slut (hvis du altså ønsker en lidt mere sprød skorpe).
- Bag lasagnen i den forvarmede ovn på midterste rille i 35-40 minutter. Eller til den bliver gylden på toppen. Lad den stå og hvile 5-10 minutter, når den er færdig. Og så er der vegansk lasagne klar til servering.
- Info: nu har vi ikke så meget held med at få vegansk revet ost på toppen af lasagnen til at smelte. Vi har både forsøgt med Nettos Spir-variant og med Violifes. Men det er åbenbart ikke så nemt at få til at smelte. Så hvis du ikke er meget for ikke-smeltet revet ost, så kan du eventuelt undlade det på toppen. Eller drys lidt gærflager på - de giver nemlig også en ostesmag.
Var det en god opskrift på vegansk lasagne?
FAQ
Du kan sagtens opbevare den færdiglavede veganske lasagne i en lufttæt beholder i køleskabet i 4-5 dage.
Hvis der skulle være lavet lidt for meget. så kan du snildt fryse resten ned. Bare sørg for at lasagnen opbevares i en tætlukket frysepose eller fryseegnet beholder.
Fordi jeg selv er så pjattet med det, har jeg selvfølgelig fået sojagranulat hjem til webshoppen. Du finder Veganz’ sojagranulat i 500 gram-pose her >>
Ellers kan det bl.a. findes i Bilka, Kvickly og Irma under andre mærker. (men ikke så billigt).