Vegansk chili con carne opskrift (chili sin carne)
Det er super nemt, det smager afsindigt godt, og så er det sundt og nærende. Kan det blive bedre?
Og ja, hvis du følger med herinde, så kan du næsten godt regne ud, at oksekød er skiftet ud med sojagranulat (soya fars). Det er og bliver én af de mest geniale opfindelser, når man vil erstatte hakket oksekød. Og jeg vil faktisk næsten garantere, at ingen kan se eller smage forskel. Sojagranulat er både fedtfattigt, proteinrigt og fyldt med alverdens andre gode næringsstoffer. Du kan læse meget mere om sojagranulat/ soya fars her.
Så hvis du gerne vil spise kødfrit, kan du servere denne opskrift på vegansk chili con carne (chili sin carne), uden at gå på kompromis med noget.
Vegansk chili con carne - mild eller stærk
Er du mest til en stærk vegansk chili con carne eller en lidt mere mild og børnevenlig udgave, så er det indholdet af chili, du skal se på. Mere eller mindre vil selvfølgelig afgøre, om den bliver stærk, medium eller mild. Personligt elsker jeg MEGET krydret mad. Men andre herhjemme er knap så store fans, så vi indgår tit et kompromis. Så drysser jeg bare lidt chiliflager over min egen portion 😉
Vegansk creme fraiche
Til en vegansk chili con carne (chili sin carne), skal der selvfølgelig creme fraiche til. I hvert fald hvis man er til den klassiske udgave.
Her ville jeg normalt anbefale, at du laver en creme fraiche ud fra Alpro’s naturel yoghurt. Men de har gjort et eller andet ved den, der betyder, at den klumper, når den har stået lidt. Det er noget nyt, for jeg plejer at lave alverden gode dressinger af den. Uden at det klumper vel og mærke. Så i stedet vil jeg anbefale, at du bruger plantepushernes helt geniale opskrift på hjemmelavet vegansk creme fraiche. Det kan man nemlig selv lave forholdsvist nemt ud af usødet soya drik. Den finder du her.
Vegansk chili con carne - opskrift
Tilberedningstid: 10-15 minutter
Denne opskrift på vegansk chili con carne (chili sin carne) er nok til 4 personer.
Ingredienser:
100 gram sojagranulat
(du finder Veganz’ sojagranulat på min veganske webshop her >>)
- Vand til iblødsætning + ½ grøntsagsbouillonterning
- 2 dåser/brikker kidney bønner (drænes og skylles)
- 1 dåse/brik hakkede tomater eller tomatpassata (ca. 400 ml)
- 1 stort finthakket løg
- 1-2 fed hvidløg
- 2-3 spsk olie
- 1 tsk koriander
- 1 tsk kanel
- 1½ tsk spidskommen
- ½-2 tsk chiliflager (jo mere, jo stærkere)
- 1 tsk salt
- ½ dl finthakkede soltørrede tomater (kan udelades)
- 2-3 tsk kulør til madlavning (det giver den 'rigtige' farve - kan udelades)
- 30 gram mørk chokolade (vegansk selvfølgelig)
- Smag til med salt og peber
- TIP: Du kan evt. spæde op med revet gulerod
- Serveringstip: server med vegansk creme fraiche, brune ris og hjemmebagt hvidløgsbrød (opskrift her) >>
Fremgangsmåde vegansk chili con carne
- Hæld sojagranulat i en skål eller gryde sammen med bouillonterningen, og hæld rigeligt med kogende vand over.
- Lad det trække i ca. 5 minutter.
- Hak løg og hvidløg fint og svits det af i olie i en gryde.
- Tilsæt revet gulerod el. andre grøntsager (hvis det skal i) sammen med krydderier og svits et par minutter mere, imens du rører rundt.
- Dræn sojagranulatet i en si, og hæld det drænede granulat i gryden.
- Tilsæt de drænede og skyllede kidneybønner og hakkede tomater/tomatpassata og bring det i kog, imens du rører rundt.
- Tilsæt kulør og chokolade, og rør til begge dele er blandet godt ind.
- Smag til med salt og peber - og så har du en lækker omgang vegansk chili con carne.
Server evt. med:
- Ris
- Hjemmelavede hvidløgsbrød
- Revet vegansk ost (jeg anbefaler Violife’s blokost med cheddarsmag, som du bare kan rive på et rivejern. Den fås i mange supermarkeder).
- Vegansk creme fraiche (jeg anbefaler på det varmeste plantepushernes opskrift – den finder du her)
FAQ
Folk spørger tit om:
Kan man fryse sin chili sin carne?
Du kan sagtens fryse din hjemmelavede chili sin carne. Den kan snildt holde sig nogle måneder i fryseren i en frysepose eller fryseegnet beholder.
Hvor kan man finde sojagranulat?
Du finder sojagranulat/ soya fars på min veganske webshop. 500 gram sojagranulat 32,95 kr.:
Ellers findes det i eksempelvis Bilka, Føtex, Kvickly og Superbrugsen. Og bestemt også i Irma.
Det koster mellem 18 og 35 kroner for mellem 125 og 175 gram sojagranulat i dagligvarebutikker og supermarkeder.
Og ud over denne opskrift på vegansk chili con carne, er det oplagt at bruge sojagranulat til vegansk lasagne, pasta ‘kød’sovs, veganske pirogger, sloppy joe burger og meget andet.
Hvad er sojagranulat?
Sojagranulat laves af sojabønner – og intet andet. Olien er presses ud, og så ‘formes’ de små granulater. Derfor er der også rigtig mange proteiner i, meget lidt fedt og gode kostfibre.
Læs en hel artikel om sojagranulat/soya fars her.