Veganske pirogger opskrift
Her har du en super nem opskrift på pirogger med en fantastisk god og børnevenlig vegansk kødsovs.
Drengene herhjemme elsker kødsovs lavet af sojagranulat. Så vi får tit vegansk lasagne, spaghetti med ‘kød’sovs og sloppy joe burgere, hvor hovedingrediensen i alle opskrifter er det geniale sojagranulat. Og så er der de veganske pirogger, som de elsker at få med på madpakke. Og hvem kan ikke lide en bid af et stykke blødt brød med en kerne af mildt krydret og saftigt ‘kød’sovs…
Veganske pirogger uden æg, mælk og kød - selvfølgelig
Der skal som en selvfølge hverken æg, mælk, kød eller almindeligt smør i, når man laver veganske pirogger.
Dejen til piroggerne er egentlig bare en mere fedtfattig version af opskriften på veganske fødselsdagsboller. Så smør erstattes af vegansk smør eller olie, og jeg har valgt at bruge vand frem for plantedrik i denne opskrift, for det bliver piroggerne ikke ringere af. Æg i brød/boller brugte jeg faktisk også sjældent, før jeg blev veganer, så det er ikke noget nyt at undlade. For mig i hvert fald.
Sojagranulat som vegansk kødsovs i pirogger - men hvad er det?
Sojagranulat er tekstureret sojabønnemel. Så granulatet stammer altså fra sojabønner, hvor man har presset al olie ud af dem for at få det tørret. Det er genialt, proteinrigt, fedtfattigt og meget sundere end almindeligt oksekød. Og med krydderier kan du få akkurat samme smag, farve og konsistens som kødsovs af oksekød. Derfor var sojagranulat også en stor prioritet for mig, at få hjem som et Nutty Vegan-produkt.
Udover at du finder Veganz’ sojagranulat med 50 gram protein pr 100 gram på min veganske webshop, så kan sojagranulat bl.a. købes i de større supermarkeder. (Bare til en dyrere kilo-pris).
Veganske pirogger opskrift
Arbejdstid: 30 min.
Hævetid: Ca. 1 time
Bagetid: 15-18 min.
Ingredienser til ca. 10 mellemstore veganske pirogger
Ingredienser til pirogdejen:
25 gram gær
2,5 dl vand
1 tsk sukker
40 g blød vegansk smør eller olie
450 g hvedemel + det løse
½ tsk salt
Ingredienser til vegansk kødsovs til pirogger:
50 g sojagranulat
½ liter kogende vand + ½ grøntsagsbouillonterning
1 lille løg – finthakket
1-2 fed hvidløg – finthakket (kan sagtens udelades)
3/4 dl ketchup el. BBQ-sauce
2 spsk olie
½-1 tsk salt (smag til undervejs)
Lidt peber
1-2 tsk madkulør (for at få kødsovs-farven)
Fremgangsmåde dej til veganske pirogger:
Rør gær, sukker og smør/olie ud i vandet.
Tilsæt mel og salt og ælt dejen godt sammen.
Lad den hæve tildækket ved stuetemperatur i ca. 1 time – gerne lidt mere.
I mellemtiden kan du lave vegansk kødsovs til piroggerne.
Fremgangsmåde vegansk kødsovs til pirogger:
Hæld sojagranulat, kogende vand og grøntsagsbouillon i en gryde eller varmebestandig skål og lad det trække i ca. 5 minutter.
Svits finthakket løg og hvidløg af i olie i en gryde.
Dræn vandet fra sojagranulatet, og hæld granulat og kulør i gryden med løg og olie. Mix det godt sammen så farven fordeles.
Tilsæt ketchup, salt og peber og varm det op – det behøver ikke koge.
Og så er er der kødsovs til de veganske pirogger.
Fremgangsmåde når piroggerne skal samles:
Drys lidt mel på køkkenbordet og rul dejen ud med en kagerulle.
Lav ca. 10 cirkler af dej – brug evt. en skål i passende størrelse til at presse dejen ud i cirkler.
Fordel vegansk ‘kød’sovs på midten af hver cirkel.
Luk dejen sammen om kødsovsen, og brug evt. en gaffel til at lukke kanten helt sammen med, så der ikke er huller ind til sovsen.
Varm ovnen op til 200 grader alm. ovn.
Pensl evt. med plantedrik (ikke nødvendigt) og bag dem i ovnen på en bageplade med bagepapir (på midterste rille) i ca. 15-18 minutter. Jo tykkere dej omkring kødsovsen jo længere bagetid – og omvendt.
Lad dem køle lidt af på en bagerist, og så er der ellers veganske pirogger klar til servering eller til madpakken.
De kan sagtens fryses ned.