Veganske klejner

Veganske klejner der smager mindst lige så godt som de traditionelle. Skøn julesmag med en snert af citron og en dejlig konsistens. Så bliver det vegansk jul alligevel.
veganske klejner uden æg

Veganske klejner opskrift

Er der noget mere julet end en lun, frisklavet klejne. Og når de smager lige så godt som mormors, så skulle man måske ikke tro, at det var klejner uden æg. 

De veganske klejner er helt fantastisk gode. Selvom jeg ikke er den store kagespiser, er jeg pjattet med dem. Og drengene kan ikke få nok. Selv når de ikke er helt frisklavede, er smagen stadig helt fantastisk.

Klejner uden æg, fløde og almindeligt smør - men hvad så?

Det er slet ikke svært at lave klejner uden æg, fløde og almindeligt smør – og endnu mindre svært at få dem til at smage som de klassiske. 

Her bruger jeg lidt hvedegluten som bindingsmiddel og til at få dem til at hæve ekstra godt op. Du kan finde mit Nutty Vegan hvedegluten på webshoppen (i flere størrelser).

Fløden –  ja den erstatter du bare af soyadrik med vanilje, der findes i alle supermarkeder.

Smør – her takker vi ærbødigst Naturli for deres fantastiske blok smørbar, der er afsindig god til bagning generelt. Og som også findes i alle supermarkeder.

veganske klejner opskrift
veganske julekager opskrifter veganske klejner

Veganske klejner stegt i planteolie

Man behøver slet ikke bruge en frituregryde for at lave veganske klejner. Du skal bare bruge en almindelig gryde og 1 liter rapsolie – eller solsikkeolie. Og for at olien ikke skal gå til spilde bagefter, så kan du (når det er kølet helt ned), hælde det på flasken igen, og gemme det til du skal lave klejner igen. For ja, du kommer til at lave disse klejner uden æg mere end én gang. De er edderspændt gode!

veganske klejner uden æg

Veganske klejner - opskrift

Arbejdstid: Ca. 25 min.

Hviletid i køleskabet: ca. ½ time

Opskriften på veganske klejner giver 30-35 stk.

Ca. 1 liter planteolie til stegning (jeg bruger rapsolie)

1 dl soyadrik med vanilje

100 gram sukker

50 gram vegansk smør – stuetempereret (jeg bruger Naturli’s  bloksmør)

1½-2 tsk kardemomme

1 citron – heraf 2 tsk citronskal +  2 spsk citronsaft

1  tsk hjortetaksalt

250 gram hvedemel + det løse

50 gram Nutty Vegan hvedegluten 

(hvedegluten får klejnerne til at hæve godt op, så de bliver dejligt luftige).

Fremgangsmåde:

Riv skallen på citronen, så du har ca. 2 tsk citronskal – og pres ca. 2 spsk citronsaft ud i en stor skål. 

Opløs hjortetaksalt i citronsaften. 

Hæld stuetempereret vegansk smør, soyadrik med vanilje, kardemomme, sukker og citronskal i skålen. Mix det sammen med et piskeris eller en ske.

Bland hvedemel med hvedegluten i en anden skål – så de 2 meltyper er blandet godt sammen.

Hæld melblandingen ned til krydderi/smør-blandingen og ælt det rigtig godt sammen, til du har en lidt halvklistret dej. 

Pak dejen ind i film/vitawrap og læg den i køleskabet i mindst en halv time.

Drys godt med hvedemel ud på køkkenbordet, og rul dejen ud med en kagerulle. Drys mel på dejen/kagerullen, hvis dejen er for klistret.

Rul ikke dejen for tynd. Rul til den er ca. 2 mm tyk.

Brug evt. en pizzaskærer og skær dejen ud i klejnestykker –  rudeform –  ca. 6X8 cm. Lav et hul med en smørkniv (pas på køkkenbordet) på ca. 2 cm midt i hvert klejnestykke. 

sådan skæres dejen til en vegansk klejne

Vrid klejnerne – altså; stik den ene ende gennem hullet, og hiv den halvt igennem. Pas på du ikke knækker dejen. 

Fremgangsmåde når de veganske klejner skal 'koges':

Hæld olien i en gryde og skru godt op for varmen. Tjek at olien er varm nok ved at stikke et trægrillspyd i, og se om olien syder omkring den. 

Lav evt. en prøveklejne – se om den synker til bunds og bliver der – så er olien ikke varm nok, så skynd dig at fiske den op. Stiger den til overfladen så er olien varm nok.

veganske juleklejner opskrift

De veganske klejner skal ikke have mere end 30 sekunder til 1 minut (det går stærkt) – og du skal vende dem undervejs, så de ikke bliver sorte på den ene side. Brug evt. en pastaske i stål til at fiske dem op med. Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.  

Og så er der skønne, sprøde og stadigt bløde veganske klejner.

Var det en god opskrift på veganske klejner

Så kan du jo dele den på Facebook.
Følg veganske-opskrifter.dk på de sociale medier, hvis du er interesseret i nye veganske opskrifter:

Er du glad for veganske opskrifter?

Så følg med på Facebook og Instagram
vegansk mad opskrifter til kødfri dag

Det staves GRIS

IKKE SKINKE. IKKE BACON. IKKE PØLSE!

veganske opskrifter og vegetaropskrifter