Vegansk æg kan du nemt lave selv. Her har du 10+ gode veganske opskrifter på æggeerstatning. Du kan bl.a. bruge hørfrø, aquafaba, loppefrøskaller og banan som veganske alternativer til æg.

Vegansk æg
10+ veganske ingredienser til æggeerstatning

Trods billedet med ‘vegansk æg’, hvor der kun er 5 alternativer, har jeg fundet frem til 10 typer vegansk æggeerstatning. Og faktisk endnu flere. Og du får en opskrift på alle, der svarer til ét æg.

Og hurra for det. For det kan være yderst tricky at lave vegansk mad, bage veganske kager og brød eller stege veganske pandekager og ‘kød’, når der ikke må være æg i. 

Så armene op i lykke – og sæt i gang med de forskellige æggeerstatninger, der fungerer som vegansk æg.

MEN du skal nok lige læse teksten ved hvert billede, inden du begynder madlavningen. Nogle af de forskellige alternativer til æg, er nemlig mest egnet til bagning og andre til stegning.

Det er bare for at undgå, at du bruger banan som erstatning for æg i burgerbøfferne. Selvom det er en konstellation, jeg endnu ikke selv har prøvet…

Vegansk æg - lav selv æggeerstatning diy
vegansk æg - hørfrø som æggeerstatning - nem opskrift

1. Den bedste type vegansk æg - Hørfrø

Jeg er personligt kæmpe tilhænger af hørfrø som vegansk æg. Så når jeg skriver, at det er den bedste type æggeerstatning, er det 100% subjektivt.

Men her har du en opskrift på hørfrø-æg, der svarer til ét normalt æg:

  • 1 spsk. høfrø (Tip: du kan kværne hørfrøene, så de bliver til hørfrømel. Så kan ungerne ikke se selve frøene i maden, og du undgår dramaet.)
  • 3 spsk. vand

Det blandes sammen. Og så har du 2 muligheder for at lave en fantastisk æggeerstatning.

1) Enten lader du det stå ½ times tid.

2) Eller, hvis du har travlt, så koger du det op i en gryde i 1 minuts tid. (Husk at røre hele tiden).

Massen bliver tyk og er perfekt som vegansk æg til alt.. Både veganske burgerbøffer, frikadeller, bagværk og pandekager. Så get to it.

2. Banan som æggeerstatning i kager

Banan er en super god æggeerstatning til kager og andet bagværk. Ikke mindst til veganske pandekager.

Opskrift (hvis man kan kalde det dét):

  • ½ most banan (mellemstørrelse) svarer til ét æg.

Selvom jeg godt nok skrev ovenfor, at det nok ikke er oplagt at bruge banan som alternativ til æg i bøffer, så smager det endelige resultat ikke nødvendigvis af banan. De veganske pandekager jeg laver, smager eksempelvis ikke af banan. Og det er selvom en stor andel af pandekagedejen, faktisk udgør banan. 

æggeerstatning vegansk - banan
vegansk æg - lav selv æggeerstatning med aquafaba - kikærtevand

3. Aquafaba (kikærtevand)
- en superb erstatning for æggehvider og æg

Det super hypede vand fra kikærter og bønner – aquafaba – er helt genialt som vegansk æggehvideerstatning. Og man kan også sagtens bruge det som vegansk æg i bagning og generelt madlavning.

Det eneste det kræver, er, at du koger nogle kikærter eller sojabønner/hvidebønner (der i forvejen har stået i blød i mindst 8 timer). Eller du kan bruge kikærtevand fra en dåse eller brik. TIP: hvis du vil være sikker på succesfuld aquafaba hver gang, så er det sidstnævnte, du skal holde dig til.

Opskrift på aquafaba som æggehvideerstatning der svarer til én æggehvide:

  • 3 spsk. aquafaba

Se hvordan du laver din egen aquafaba her.

Aquafaba kan bruges som vegansk æg og især æggehvide til bl.a. vegansk marengs og kyskager, vegansk guf, vegansk flødeskum og også i lette kager og mousse.

4. Loppefrøskaller som vegansk æg - æggeerstatning

De ekstremt sunde loppefrøskaller kan man også bruges som vegansk æg/ æggeerstatning. Med et indhold på 84,5 gram kostfibre pr 100 gram (Nutty Vegan Øko Loppefrøskaller) er det klart det sundeste valg. Og de kan både bruges i kager og almindelig madlavning.

Loppefrøskaller stammer fra en plante (ikke lopper) – læs evt. mere om de små ultrasunde skaller her.

Opskrift på loppefrøskaller som vegansk æggeerstatning for ét æg:

  • 1 spsk. loppefrøskaller til 3-4 spsk. vand.

Bland vand og loppefrøskaller og lad det trække lidt, inden du tilsætter det. De små fiberbanditter kan snildt bruges som vegansk æg i både kager, plantefars, pandekager og ja, you name it.

vegansk æg - loppefrøskaller som æggeerstatning
vegansk æggeerstatning - chiafrø som alternativ til æg i madlavning og varme retter

5. Chiafrø som vegansk æg

Chiafrø som vegansk æg fungerer på samme måde som hørfrø. Når de kommer i vand, danner de en slags tyk lage, der er super god til at binde ingredienser sammen.

Opskrift på chiafrø som vegansk æggeerstatning for ét æg:

  • 1 spsk. chiafrø til 3 spsk. vand.

Du blander vand og frø i en skål, og lader det trække i en halv times tid. Og så har du en tyk chiafrø-masse, der eksempelvis er velegnet til veganske boller, madpandekager, burgerbøffer, veggie deller, rugbrød og faktisk også i kager. 

6. Tapiokamel/ tapiokastivelse som vegansk æg

En meget populær type vegansk æg, der bruges i mange amerikanske veganske retter, er tapiokamel, der også kaldes tapiokastivelse. (Og det er helt ud det samme).

Tapiokamel og vand giver et rigtig fint bindingsmiddel, der fungerer godt som æggeerstatning. Lidt som majsstivelse.

Opskrift på vegansk æg med tapiokamel/tapiokastivelse der svarer til ét æg:

  • 2 spsk. tapiokamel til 3 spsk. vand

Rør vand og tapiokamel sammen, så det ikke klumper, og tilsæt det til din ret. 

Tapiokamel-komboen er velegnet til blandt andet kager, veggiedeller, veganske burgerbøffer mv. 

vegansk æg til bagværk og madlavning lav selv æggeerstatning

7. Majsstivelse som æggererstatning

Med majsstivelse og vand har du et rigtig fint bindingsmiddel, der fungerer godt som æggeerstatning. (Som med tapiokamel).

Opskrift på vegansk æg med majsstivelse svarende til ét æg:

  • 1 spsk. majsstivelse til 2-3 spsk. vand

Du rører bare miksturen sammen, så der ikker er klumper, og tilsætter det din ret. Og så har du vegansk æggeerstatning.

Majsstivelseskomboen er velegnet til blandt andet kager, småkager og i plantefars til eksempelvis burgerbøffer. 

8. Planteolie kan også fungere som alternativ til æg

Planteolie er også et godt alternativ til æg. Men der skal du være obs på, at det ikke binder helt så meget som eksempelvis frølage. Det er mere med til at give fugt.

For at bruge olie som æggeerstatning for ét æg skal du bruge:

  • 2-3 spsk. planteolie

Du kan jo reelt set bruge planteolie i alle typer veganske opskrifter. Men det er især fint som vegansk æg i kager, boller og andet bagværk.

æggeerstatning opskrift til kager og brød - veganske æg

9. Peanutbutter som alternativ til æg i kager og desserter

Med en kombination af egenskaberne af banan og olie, kan du bruge peanutbutter som vegansk alternativ til æg. Det giver en blødhed og sødme, og har også en form for bindingsegenskaber.

Mængden af peanutbutter der svarer til ét æg:

  • 3 spsk. peanutbutter

Peanutbutter fungerer fint som æggererstatning i de lidt tungere kager som brownies og muffins. Du kan evt. lave en kombi-æggeerstatning i veganske pandekager med både banan og peanutbutter. Yummi…

10. Æblemos og frugtpuré som vegansk æg

Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke har afprøvet dette. Men ud fra alverdens amerikanske veganer-madblogs kan jeg se, at det er noget, de bruger ofte som æggeerstatning i USA.

Jeg opdaterer, når jeg selv har prøvet det af, men nu er det yderst sjældent, at vi har æblemos og frugtpuré i huset.

Opskrift på æblemos som alternativ til ét æg (iflg. amerikanske kilder):

  • ½ dl. æblemos eller frugtpuré

De amerikanske veganere bruger ofte denne metode, når de vil erstatte æg i kager. Og det giver jo også god mening.

Andre typer vegansk æggeerstatning

Amerikanerne er frontløbere på at afprøve diverse ingredienser som æggeerstatning. Og jeg har endnu ikke prøvet dem alle af.

Men det skal ikke hindre mig at give informationerne videre til dig 😉 

Her er, hvad de mener, der også kan udgøre det for et æg:

  • Kikærtemel – en rigtig god meltype til at binde eksempelvis plantefars. 
  • Tofu – både fast og blød
  • Sojayoghurt og andre mælkefri yoghurter
  • Æggeerstatningspulver (der kan købes færdigt)
  • Most avocado
  • Bagepulver
  • Agar agar (en slags vegansk gelatine, der er lavet af røde alger) – perfekt til eksempelvis hjemmelavet vegansk ost og kødpølse.
  • Sojaproteinpulver
  • Mandelsmør

Var artiklen interessant?

Så kan du jo dele din nye viden med dine venner på Facebook.
Del på facebook
Følg veganske opskrifter på Facebook og Instagram:
Nye veganske opskrifter, nye infoartikler, anmeldelser og opdatering af listerne med udvalget af veganske produkter i supermarkederne.