Vegansk risalamande opskrift
Der er kun julestemning og veltilfredse miner, når man laver risalamande af plantedrik og soyafløde. Det smager helt ud lige så godt som traditionel risalamande. Og som en, der pre-vegan life elskede den klassiske juledessert, skal du vide, at denne er mindst lige så god. Så du kan uden problemer servere den til ikke-vegansk julefrokost og til en ikke-vegansk julemiddag. Og selvfølgelig til de fuldt ud veganske af slagsen 😉
Risalamanden hører helt naturligt under kategorien; vegansk julemad – og nærmere betegnet; juledessert. Og det er skønt, at det er så let at gøre de klassiske danske juleopskrifter veganske. Og derfor har du her en super nem opskrift på vegansk risalamande.
Risengrød på plantedrik - flødeskum af soyafløde
Når du laver risengrød af plantedrik og laver flødeskum af piskbar soyafløde – er det helt ekstremt nemt, at lave en superb vegansk risalamande.
Piskbar soyafløde (fra Alpro) kan du bl.a. købe i Bilka, Meny og Kvickly. Og i flere danske webshops. Og plantedrik kan jo (hurraaa) købes i alle supermarkeder – uden undtagelse. (Tror jeg..) Til basen af risengrød bruger jeg risdrik (det er jo risalamande). Men mandeldrik og faktisk også sojadrik med vanilje, er super gode til vegansk risalamande.


Vegansk risalamande og traditionel kirsebærsauce
Vegansk risalamande skal jo selvfølgelig toppes med kirsebærsauce. Og det er der som regel ikke noget ikke-vegansk i. Jeg er endnu ikke stødt på nogen typer af kirsebærsauce, der indeholder noget animalsk. Men tjek ingredienslisten for en sikkerheds skyld. Jeg har lavet en liste over veganske og ikke-veganske e-numre, så du nemmere kan finde rundt i det.


Vegansk risalamande - opskrift
Arbejdstid: Ca. 25 min.
Hviletid risengrød i sengen: i alt 2-3 timer
Afkøling risengrød: mindst 6 timer på køl
Opskriften på vegansk risalamande er rigeligt til 4 personer – og sandsynligvis nok til 6.
Ingredienser vegansk risengrød:
1 dl grødris
3/4 dl vand
½ liter plantedrik (jeg bruger risdrik eller mandeldrik – men soyadrik med vanilje er sandsynligvis også god)
½ tsk salt
Ingredienser når risengrøden trylles til vegansk risalamande:
125 ml piskbar soyafløde (kan købes i bl.a. Bilka, Kvickly og Meny)
75 gram smuttede og finthakkede mandler + 1 hel mandel til jagten på mandelgaven.
2 spsk vaniljesukker
Fremgangsmåde vegansk risengrød - i sengen:
Hæld grødris og vand i gryden. Rør rundt imens det koger op. Rør konstant, så risene ikke sætter sig fast i bunden.
Når risene har suget næsten alt vandet, tilsættes plantedrik og salt. Rør rundt til det koger.
Tag gryden af varmen. Læg låg på. Svøb gryden ind i et håndklæde. Sæt gryden ind i din seng og svøb så dyner omkring den håndklædeindsvøbte gryde. Så passer risengrøden sig selv.

Alternativ til tilberedning i sengen: Hvis du ikke har tid til at vente, og bare vil lave grøden på komfuret, skal du røre i den stort set hele tiden. Ellers brænder det meget nemt på. Sæt den på lav/middel varme, og hyg dig med lidt julemusik, imens du rører i risengrøden ofte. Det tager ca. 40 minutter. Og så skal den køles ned som beskrevet nedenfor.
Efter ca. en time i sengen, røres rundt i risengrøden. Læg låg på, og svøb så gryden ind i håndklæde og dyner igen.

Efter ca. 1½ time mere tager du gryden ud af sengen, hælder den over i en skål, og lader den køle af en ½ times tid.
Herefter sætter du film på skålen og lader den køle helt ned i køleskabet i 4-6 timer. Eller til dagen efter.
Smut mandlerne og hak dem fint.
(Man smutter mandler ved at hælde vand over dem i en glasskål/porcelænsskål, sætter dem i mikroen i ca. 1-1½ minut, og så kan man lige så let smutte den ydre skal af).
Pisk soyafløden med vaniljesukker med handmixer, til det er blevet forholdsvist stift. Ca. 2 minutter. Smag til, så du selv kan vurdere, om du vil have lidt mere vaniljesukker i.

Vend den kølige risengrød og de finthakkede, smuttede mandler i soyapiskefløden, og rør det sammen. Stille og roligt.
Dump den ene hele (smuttede) mandel i, og så er der vegansk risalamande 🙂


FAQ
Folk spørger tit om:
Vegansk fløde
Den eneste type af vegansk fløde til piskning, jeg er stødt på i de fysiske supermarkeder, er Alpro’s Soja Piskbar. Den koster mellem 12 og 15 kr. og indeholder 250 ml (altså nok til 2 gange risalamande).
Den er super god – også til vegansk lagkage og alle mulige andre desserter. Den smager ikke af så meget i sig selv – og ingen bismag af soja. Så man kan tilføje lidt vaniljesukker eller bare sukker, for at give den en rigtig smag af flødeskum .